Nu er Region Syddanmarks nye topledelse klar

Regionsrådet i Region Syddanmark har tirsdag ansat to nye koncerndirektører.

Rikke Vestergaard og Jens Winther Jensen er tirsdag blevet ansat som koncerndirektører i Region Syddanmark. Dermed er alle fire direktører i koncerndirektionen, altså regionens topledelse, på plads.

Rikke Vestergaard er 48 år og kommer fra en stilling som kommunaldirektør i Kolding Kommune, mens Jens Winther Jensen er 47 år. Han har senest været sundhedsfaglig direktør i Region Nordjylland.

- Vi står i den helt særlige situation i Region Syddanmark, at vi over kort tid kan sammensætte en hel ny topledelse, der sammen med politikerne kan nytænke ledelsen af regionen. Rikke Vestergaard og Jens Winther Jensen får vi de sidste to pladser i direktionen rigtig stærkt besat, siger regionsrådsformand Stephanie Lose (V) i en pressemeddelelse fra Region Syddanmark.

Rikke Vestergaard får det overordnede ansvar for Region Syddanmarks styring af økonomi og drift, mens Jens Winther Jensen kommer til at stå i spidsen for Region Syddanmarks udvikling inden for kvalitet, forskning, innovation, patientsikkerhed og specialeplanlægning.

Samtidig har de to nyansatte direktører sammen med regionsdirektør Jane Kraglund og koncerndirektør for regional udvikling, Michael Evan Goodsite, det overordnede ansvar for ledelsen af regionens 25.000 medarbejdere og et budget på knap 25 mia. kroner.