Nu fjernes paraffinen fra strandene

Tirsdag morgen er rensningen af strandene på Fanø gået i gang. I weekenden drev en større mængde paraffin ind på kysten.

I weekenden blev der slået alarm på Fanø, da der på flere strande blev fundet klumper af paraffin, der er noget fedtet stads, der ikke pynter i vandkanten - og udgør en trussel for fuglelivet.

Når det er koldt, bliver paraffinen hård, og fuglene spiser det. De kan ikke fordøje det og risikerer at dø. Når det er varmt, bliver det blødt og sætter sig som en klæbrig masse på vinger og fjer.

Fredag blev den første paraffin observeret på nordspidsen af Fanø - og i løbet af weekenden blev hele Fanøs vestkyst ramt af paraffinen. 

Paraffinen stammer efter alt at dømme fra skibe, der har renset deres tanke i åben sø. 

Oprensningen gik først i gang tirsdag morgen, da vejret mandag med regn og blæst ikke var gunstig for arbejdet.

Entreprenører fra Esbjerg gik tirsdag i gang med oprydningen.

Det er langt fra første gang, at Vestkysten og Vadehavet er blevet ramt af en paraffin-forurening. 

Hvad er paraffin, og hvor kommer det fra?

Ifølge Nationalt Center for Miljø og Energi, DCE, kommer paraffinen fra skibe, der renser deres tanke ude på det åbne hav.

- Paraffin kan være et element fra råolie, men så burde det være sort og tjære-agtigt. Det er sandsynligvis oprenset paraffin, der for eksempel bliver brugt til stearinlys, siger seniorforsker Pia Lassen.

Det er FNs internationale maritime organisation, IMO, der fastsætter reglerne for rensning og dumping ude på åbent hav, og ifølge reglerne hører paraffin ikke under farlige stoffer, og derfor må skibe gerne dumpe stoffet i havet, hvis de ligger over 12 sømil fra land.