Nu gælder det finalerne

Team Esbjerg spiller i dag den første DM-finale på udebane mod FC Midtjylland.

Der er lagt op til en spændende og tæt kamp når landets to bedste damehåndboldhold i dag mødes i Ikast.

Cheftræner for Team Esbjerg Lars Frederiksen forudser en finale mellem to hold, der i styrke ikke kan komme meget tættere på hinanden.

-FC Midtjylland er vant til at spille de store kampe. Det bliver de små marginaler, der kommer til at afgøre det hele, og vi glæder os endnu mere, efter vi spillede en god semifinale mod Team Tvis Holstebro, siger Lars Frederiksen til Team Esbjergs hjemmeside.

Kampen spilles klokken 17.10 i IBF Arenaen i Ikast og der er returopgør i Esbjerg torsdag den 5. maj.