Nu har du chancen for at genfinde legebarnet

Alle der har lyst og evner til at være med til at give børn og familier en WAUW-oplevelse, kan i dag komme til jobmesse i Legoland.

En ny sæson nærmer sig med hastige skridt og derfor søger Legoland 450 medarbejdere hvor det vigtigste krav det er, at være i stand til at finde legebarnet frem.

De nye sæsonmedarbejdere skal bruges til lidt af hvert og udgør sammen med 950 gengangere personalet til parken, der åbner dørene igen 19. marts.

Legoland vil i år forsøge, at gøre ekstra meget ud at de helt særlige oplevelser og derfor er målsætningen, at alle der kommer på besøg, skal have det som parken kalder en WAUW-oplevelse med hjem.

Den går i al sin enkelthed ud på, at det gælder om at finde de store smil frem, så det smitter af på gæsterne, der jo gerne må komme igen.

Det er tiende år i træk, at der er jobmesse i Legoland, og den foregår både fredag og lørdag.