Nu har Esbjergs hunde tre skove

Esbjerg Kommune er blevet to hundeskove rigere hen over sommeren, nemlig i Sædding Ådal og i Bramming Vestskov, hvor det er muligt at lufte sin hund uden snor.

Ved Baggesens Allé i Esbjerg Ø har kommunens første hundeskov eksisteret et par år, og dette friluftstilbud har været en stor succes. Med de to nye hundeskove er der nu tre kommunalt ejede og indhegnede hundeskove i Esbjerg Kommune. En fjerde ejes af Naturstyrelsen. Den ligger i Tange Bakker og er uindhegnet.

De to nye hundeskove har kostet 400.000 kroner, og udover etableringen med indhegning og selvlukkende låger, er der blevet råd til forskelligt udstyr, hvor hundene kan boltre sig. Og når hundeejerne er blevet trætte i benene, er der bænke hvorfra både hunde og natur kan nydes.