Borgmester i vejstrid får politibeskyttelse efter trusler

Borgmester Egon Fræhr har modtaget en række trusler, der er af en sådan karakter, at politiet nu er trådt til med overvågning og overfaldsalarm.

67-årige Egon Fræhr (V), der er borgmester i Vejen Kommune, har modtaget mails med trusler, som omgående er blevet meldt til politiet. Politiet har efterfølgende etableret en række sikkerhedsmæssige foranstaltninger for at passe på politikeren.

Det bekræfter Egon Fræhr over for JydskeVestkysten og TV SYD torsdag. Om der er tale om deciderede dødstrusler, vil politikeren dog ikke bekræfte.

- Når de (politiet, red.) reagerer på dem, som de gør, er det fordi, der er tale om en trussel på et vist niveau, siger Egon Fræhr til TV SYD.

Borgmesteren er nu blevet udstyret med en overfaldsalarm, og politiet foretager jævnligt patruljeringer omkring hans bopæl.

Fræhr: Sammenhæng mellem vejsag og trusler

Truslerne kom samtidig med en højspændt sag om ekspropriering af en landmands jord i Askov, som ligger i Vejen Kommune. Borgmesteren bekræfter over for TV SYD, at der er en direkte sammenhæng mellem Skovgårdsvejssagen og truslerne.

Syd- og Sønderjyllands Politi har ingen kommentarer til oplysningerne om trusler mod Egon Fræhr.

Truslerne har stået på i nogle måneder, men Egon Fræhr har valgt ikke at fortælle om dem offentligt. Med tiden har flere og flere fået kendskab til truslerne, og torsdag har Egon Fræhr så valgt at bekræfte oplysningerne.

TV SYD kender ikke indholdet af de mails, Egon Fræhr har modtaget og efterfølgende politianmeldt.

I en tidligere version af denne artikel fremgik det, at politiet samarbejder med PET om at beskytte Egon Fræhr. Det er ifølge Rigspolitiet det lokale politi, der står for overfaldsalam og politirundering, og derfor er artiklen præciseret.