Rederiet Færgen går til angreb på Lillebæltsbroens biltrafik ved at muliggøre check-in og betaling med BroBizz på færgeforbindelsen mellem Jylland og Fyn.
Det vil gøre check-in og betaling langt hurtigere.
Mange kender den såkaldte BroBizz fra køreturen over Storebælt mellem Fyn og Sjælland. Men nu kan den altså også bruges på færgeruten mellem Bøjden og Fynshav.
– Det skal være hurtigt, enkelt og let at sejle med AlsFærgen, fordi færgen fungerer som et alternativ til Lillebæltsbroen, siger salgs- og marketingchef hos rederiet Færgen, Lindy Kjøller, i en pressemeddelelse på www.brobizz.com.
Det betyder blandt andet, at bilister kan benytte BroBizz uden forudgående aftale med rederiet Færgen.
- Det vil gøre check-in og betaling langt hurtigere. Derfor er vi rigtig godt tilfredse med, at AlsFærgen nu bliver en del af BroBizz-samarbejdet, fordi en allerede velfungerende løsning dermed bliver integreret i ruten, slutter Lindy Kjøller.