Nu kan du holde øje med din bus

Fra i dag kan alle følge med i om Sydtrafiks busser kommer til tiden.

En indbygget GPS, der konstant sender bussens placering videre, gør det fra i dag muligt, at holde øje med om bussen den er på vej til stoppestedet, eller om den allerede er kørt videre.

Alle kan på hjemmesiden Sydtrafik.dk eller i rejseplanens app med et enkelt tryk få bussens nøjagtige placering.

-Vores kunder vil se et lille busikon, hvor farven viser om bussen er rettidig. Samtidig viser ikonet bussen på et kort. Det giver vores rejsende en langt mere præcis servise, fortæller Lars Berg, direktør i Sydtrafik.

Men det nye GPS-system er også en fordel for busselskabet. Det bliver nemlig også lettere for chaufføren at se om køreplanen, den bliver overholdt og nye chauffører, kommer aldrig i tvivl om ruten.

-Vi får data fra alle vores busser, som kan fortælle os om vores køreplan, passer med virkelighedes myldretid og forsinkelser. Førhen var det lidt mavefornemmelser og chaufførens egne oplevelser, siger Lars Berg.

Sydtrafik er det første busselskab i det vestlige Danmark, der tager systemet i brug.