Nu kan du oddse på rævekager, lange knive og borgmesterkæder

Danske Spil åbnede fredag for første gang nogensinde op for, at man kan spille på et kommunalvalg.

Hvis du ikke allerede er ludoman, men vildt interesseret i politik, så er det måske nu, du kan få en ny last: Danske Spil åbnede i dag mulighed for at spille på et kommunalvalg.

quote

Jeg synes da, det er en sjov gimmick, at danske spil har udbudt det. Det kan være med til at sætte lidt mere fokus på kommunalvalget.

Jesper Frost Rasmussen, borgmesterkandidat, Venstre, Esbjerg

I fem kommuner landet over kan man for eksempel spille på, hvem der bliver ny borgmester blandt andet i Esbjerg.

Bliver det Jesper Frost, der skal fortsætte Venstres greb om borgmesterposten efter Johnny Søtrup, eller bliver det John Snedker, der skal realisere socialdemokraternes tro på, at dette valg er deres store chance for at vinde borgmesterposten tilbage? 

- Jeg synes da, det er en sjov gimmick, at danske spil har udbudt det. Det kan være med til at sætte lidt mere fokus på kommunalvalget, siger Jesper Frost Rasmussen.

quote

Umiddelbart er det da meget sjovt og besnærende, at det er noget man kan oddse på, og det er jo nyt. Men ved nærmere eftertanke synes jeg alligevel, det er lidt at forfladige en demokratisk proces.

John Snedker, borgmesterkandidat, Soc.dem., Esbjerg

Hans socialdemokratiske modkandidat har mere blandende følelser med den nye spillemulighed:

- Umiddelbart er det da meget sjovt og besnærende, at det er noget man kan oddse på, og det er jo nyt. Men ved nærmere eftertanke synes jeg alligevel, det er lidt at forfladige en demokratisk proces, som jeg synes et kommunalvalg er, siger John Snedker.

Ifølge Danske Spil er det venstremanden, der med odds 1,7 er snæver favorit foran socialdemokraten med odds 2,0:

- Det signalerer, at de tænker det bliver en tæt kamp, men de har dog vurderet, at jeg står stærkere efter deres mening, siger Jesper Frost Rasmussen.

John Snedker, kunne folk lade sig påvirke af odds?

- Det tror jeg ikke på, det tror jeg slet ikke på. Det folk lader sig påvirke af, hvad man vurderer, er det bedste for Esbjerg Kommune, hvem skal have serveretten, og hvordan sikrer man den bedst mulige udvikling.

Det er første gang nogen sinde, man kan spille odds på et dansk kommunalvalg, men de to kandidater siger, de afholder sig fra at spille med.

Ud over Esbjerg Kommune kan man også spille på Købehavn, Guldborgsund, Odense og Frederiksberg kommuner.