Nu kan man tanke brint i Esbjerg

Fredag åbnede Esbjergs første brinttankstation – og samtidig har kommunen købt fem nye brintbiler.

Esbjerg Kommunes borgmester Johnny Søtrup klippede fredag den røde snor til Esbjergs første brinttankstation. Med åbningen af den nye station på Darumvej 145 i Esbjerg er det danske netværk af brinttankstationer blandt verdens absolut bedste, da stationen bliver den 10. brinttankstation i Danmark.

I den anledning har Esbjerg Kommune købt fem brintbiler, der skal tankes på den nye station. Og ifølge producenten bag brinttankstationen er der god fornuft i at bruge brintbiler i stedet for at køre på benzin eller diesel.

- Brintbilen er det miljøvenlige alternativ, der fuldstændig kan erstatte det, du kender i dag fra benzin og diesel. Det er vedvarende energi, og det eneste, der kommer ud af udstødningen, er rent vand, og nu kan vi også tanke her i Esbjerg, fortæller Jacob Krogsgaard, der er adm. direktør i H2 Logic A/S.

I vores del af landet er der også brinttankstationer i Vejle og Kolding.