TV der bevæger dig

Nu kommer plattenslagerne

Foto: Henrik R. Petersen

Nu begynder sæsonen for plattenslagere, lomme- og tricktyve, advarer politiet.

Det kan være meget ihærdige udenlandske mænd, der tilbyder at rense hustage, lægge belægninger om eller asfaltere indkørsler. Det kan også være tilbud om meget billigt tømrer- eller VVS arbejde.

Ofte viser arbejdet sig enten slet ikke at blive lavet eller være af meget ringe kvalitet, eller også forsvinder mændene, når de har fået et forskud, advarer Syd- og Sønderjyllands Politi.

Det kan også være tilbud i nødsporet på motorveje eller på rastepladser om mærkevare-tøj, ure eller guldsmykker til spotpris.

Men tøjet og urene er som regel billige kopier og guldet messing. Sig derfor nej, lyder det fra politiet.

Lomme- og tricktyve går ofte efter ældre mennesker - enten i deres bolig, på gaden eller i supermarkeder, hvor de støder ind i dem, forvirrer dem med spørgsmål og så fjerner deres punge fra tasker eller rollator.

Politiet har et godt råd til ældre: Luk aldrig nogen ind, som du ikke kender, eller som ikke kan fremvise gyldig legitimation.

Tricktyve beder ofte om at få vist vej på et kort, at låne toilettet eller om at få et glas vand. Imens kan de selv eller hjælpere så stjæle værdier i huset.

Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden