Nu må landmændene høste, før de sår

Efter pres fra landmændene indfører Eva Kjer Hansen en generel dispensation, så landmændene må høste færdigt, inden de sår efterafgrøderne. Dispensationen gælder indtil 3. september.

Den 20. august. Det var fristen for at så efterafgrøder for landmændene. En frist der for mange landmænd var svær at nå, fordi de først var begyndt at høste på det tidspunkt på grund af vejret. Datotyranni ifølge landmændene, som dog har fået gode nyheder nu.

Miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen indfører nu en generel disposition for efterafgrøder, så den enkelte landmand ikke længere behøver at søge individuel disposition. Det meddelte NaturErhvervstyrelsen ellers i sidste uge.

- Det er ærgerligt, at der har været så meget forvirring i forhold til at finde en løsning på de problemer, som landmændene i år har med høsten. Med en generel dispensation hjælper vi nu de landmænd, der på grund af en våd og kold sommer er pressede, siger miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen i en pressemeddelelse.

Det vækker også glæde i interesseorganisationen Landbrug & Fødevarer. Administrerende direktør, Karen Hækkerup, fortæller:

- Mange landmænd har været usikre og frustrerede over at skulle så, inden de havde nået at høste. Så sent som i går havde jeg en ulykkelig far til en landmand i røret, der bad os om hjælp. Landmænd er i sagens natur afhængige af vind og vejr, og nu håber vi, at de får fred til høste og drive godt landmandsskab.

Dispensationen gælder indtil 3. september.