Nu må Viola spille med på sønners esport-hold

Viola Hansen fra Skærbæk har lært at spille Counter-Strike i TV SYDs nye store serie Tæv Din Teenager. Det har givet hende ny viden om sine børn og deres store interesse for gaming.

Hos familien Hansen er computeren tit tændt på sønnen Thomas’ værelse. Og lyden af lynhurtige, intense museklik og korte, præcise kommandoer fylder jævnligt hjemmet i Skærbæk i det sydvestlige Danmark.

For få måneder siden kom lydene kun fra teenageværelset, men nu klikker og kommanderer mor Viola Hansen også med. Det har hun lært i TV SYDs nye serie, Tæv Din Teenager.

- Det er ikke et nemt spil, men det er sjovt at være med, siger Viola Hansen.

Viola er mor til et helt Counter-Strike-hold. Hun har fem sønner, der alle spiller Counter-Strike. Hun tøvede ikke med at melde sig selv og sønnen Thomas, da TV SYD søgte deltagere til Tæv Din Teenager.

- Nu har jeg i ti år bare fulgt med og sagt ja til at de kunne købe forskellige spil. Så det er dejligt at komme rigtigt ind i det. Og på tide. Thomas er min yngste søn, så det var ved at være sidste chance for rigtigt at forstå deres teenager-verden, siger Viola Hansen.

 

Benhård træning

I Tæv Din Teenager kommer fem modige forældre på træningslejr i Counter-Strike. De fem bliver trænet af en professionel esports-coach, Andreas ”Jern” Thomsen. Han skaber et hold af de fem forældre gennem mentale og fysiske udfordringer og et hav af træningstimer foran skærmen.

Programmet har givet Viola en helt ny mulighed for at tilbringe tid sammen men sin søn. Træningen i programmet har gjort hende så god, at hun må spille med, hvis en af de fem sønner ikke kan.

- Når de mangler en, spørger de, om jeg vil være med. Jeg er selvfølgelig ikke den bedste i verden, men jeg er heller ikke den dårligste, smiler Viola Hansen.

Tæv Din Teenager har premiere søndag d. 7. januar klokken 19.30 på TV SYD. Du kan se en trailer for programmet her:

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her, eller ændre din browsers indstillinger.