Nu melder Koldings borgmester sig også som politiskole-vikar

Kolding kan tilbyde undervisningsklare politiskolelokaler fra på mandag. Vi har helt nye lokaler, og vi ligger tæt på Vejle, siger borgmester Jørn Pedersen.

Nu melder Kolding sig også i kampen om at huse den nye vestdanske politiskole indtil ombygningen af den tidligere sygeplejeskole i Vejle er klar i 2020.

- Vi har lokaler på IBC, der lige nu står tomme efter at Erhversakademiet (IBA) er flyttet i egne lokaler. Og de er helt klar til brug - uden renovering eller andet, siger Jørn Pedersen, borgmester (V) i Kolding Kommune til TV SYD.

quote

Lokalerne kan i teorien være klar allerede fra på mandag, så der er ingen grund til at tøve med at bruge Kolding som undervisningssted - også midlertidigt

Jørn Pedersen, borgmester, (V), Kolding

Jørn Pedersens udmelding kommer efter at både Sønderborgs borgmester og Haderslevs borgmester i går meldte sig i kampen om at huse den nye politiskole, indtil lokalerne i Vejle er renoverede og egnede til at modtage de nye politielever. 

- Jeg har i går talt med IBC's direktør, og han er med på ideen om at tilbyde lokalerne til undervisning for de nye politiskoleelever. De kan i teorien være klar allerede fra på mandag,  så der er ingen grund til at tøve med at bruge Kolding som undervisningssted for kommende politielever - også midlertidigt, siger Jørn Pedersen. 

Borgmesterens tilbud kommer, fordi Bygningsstyrelsen mener, at al indmad skal pilles ud af den gamle sygeplejeskole i Vejle og renoveres, så den først kan stå klar i 2020.

Det fik Dansk Folkepartis retsordfører Peter Kofod Poulsen sammen med socialdemokraterne til torsdag at kræve, at der skal findes en midlertidig løsning, så de ekstra politielever kan optages til næste år.