Nu overvåger politiet nattelivet i Vejle

Efter to års ventetid er politiet nu klar til at overvåge nattelivet i Vejle Midtby. Overvågningen skal gøre det lettere at opklare voldssager.

Sydøstjyllands Politi har - efter to års tilløb - taget video-overvågning af Dæmningen i Vejle i brug. Rigspolitiet har bevilget over en million til projektet tilbage i 2008.

Mange slagsmål

Politiet vagtcentral i Horsens bliver koblet op på kameraerne, som er anbragt overfor Vejles diskoteker, som er samlet midt på gaden Dæmningen. 

Her har der i årevis været mange slagsmål og voldsepisoder ude på den trafikerede vej. Sager, som ikke er blevet optaget af diskotekernes overvågningskameraer.

42 kameraer på diskotek

Og dem er der ellers mange af. Alene diskotek Foam har 42 kameraer anbragt rundt i alle hjørner.

Politiet forventer ikke, at volden på Dæmningen bliver mindre. Men med kameraerne får politiet bedre muligheder for at opklare voldssager.

Det er også erfaringerne fra Jomfru Ane Gade i Ålborg, som er den første sted, hvor video-overvågning er brugt. Her er alle - også værtshusejerne - glade for overvågningen.

Også overvågning i Esbjerg og Sønderborg

I både Sønderborg og Esbjerg har politiet også i nogle måneder haft video-overvågning af nattelivet på udvalgte steder.

I Vejle glæder diskotekerne sig over, at der nu kommer overvågning ude på gaden. Langt de fleste slagsmål sker udenfor - fordi gæsterne ved, at de bliver overvåget på diskotekerne.

Sydøstjyllands Politi har også anskaffet en mobil overvågning. Det mobile kamera skal f.eks. kunne bruges til Jelling Musikfestival eller andre steder, hvor mange mennesker er forsamlet. Den del af overvågnings-programmet er ikke sat igang endnu.