TV der bevæger dig

Nu skal der igen fjernes forurenet jord i Kærgård Plantage

00:36

Oprydningen går i gang 20. oktober

1 af 2

En af Danmarkshistoriens største forureninger er nu klar til næste fase af oprensningen. Gruberne 3 og 4 i Kærgård Plantage indeholder tonsvis af klorerede opløsningsmidler og kulbrinter.

-Der er ingen tvivl om, at det kommer til at tage mange, mange år at rydde op i Kærgård Plantage, så jeg er rigtig glad for, at vi nu gennemfører næste fase i arbejdet, oplyser Jørn Lehmann Petersen, formand for regionens udvalg for miljø, jordforurening og råstoffer, i en pressemeddelelse.

Det forventes, at afgravningen vil fjerne ca. 30.000 kg klorerede opløsningsmidler, 51.000 kg kulbrinter samt en række andre stoffer som kviksølv og cyanid.

Tilbage i 2008-2009 gennemførte regionen den første del af oprensningen. Fra grube 1 og 2 blev der bortgravet kraftig forurenet jord ned i en dybde af ca. 2,5-3,5 meter under terrænet.

Det er Haderslev virksomheden Arkil A/S, der denne gang kommer til at stå for oprydningen.

 

FAKTA

I perioden 1956-1973 kørte tankvogne fra Grindstedværket spildevand ud i Kærgård Plantage ved Vesterhavet imellem strandene i Vejers og Henne. Spildevandet stammede fra produktion af vitaminer og lægemidler og blev deponeret i seks såkaldte gruber, der er store udgravede huller imellem klitterne. Udsivning fra gruberne har forurenet jord, grund- og badevand, og der blev indført badeforbud i 1964 på en 800 meter lang strækning, som senere er blevet udvidet til 1.400 meter.
 

 

Forureningen i Kærgård Plantage kaldes med rette en af Danmarkshistoriens største. I alt skønnes det, at der blev deponeret 286.000 kubikmeter spildevand i de seks gruber. Det forurenede område ligger i den nordvestlige del af Kærgård Plantage, som i sin helhed er udpeget til internationalt naturbeskyttelsesområde. Enhver form for færden på stranden og i klitterne over de to gruber frarådes.

Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden