eSuperliga: Nu skal Esbjergs Fifa-krigere i kamp

Fifa-spillerne Christian Lillebæk og Daniel Chrøis skal mandag aften for første gang i kamp i den nystartede eSuperliga.

Der er ikke den store nervøsitet at spore ved Christian Lillebæk (med kaldenavnet Qack), selvom han mandag aften skal spille en af de største kampe i sin Fifa-karriere.

Han er en af de to playstationspillere, som superligaklubben Esbjerg fB har hyret til den nye eSuperliga, hvor klubberne dyster i det populære fodboldspil Fifa.

Mandag går turneringen i gang. Her skal Christian Lillebæk og makkeren Daniel Chrøis spille foran publikum i et tv-studie med kommentatorer som i en ”rigtig” fodboldkamp, og kampen bliver sendt på direkte tv.

- Jeg har set frem til den her dag, lige siden jeg fik at vide, at jeg kom på holdet. Jeg er ikke meget nervøs nu, men det skal jeg nok blive lige inden kampen, lyder det fra ”Qack” få timer før kampen hjemme i Vejle, hvor han bor til daglig.

- Det er virkelig stort for mig at være på holdet den første sæson, og jeg føler, at FIFA bliver meget mere anerkendt nu, når det skal sendes på tv og alting.

 
 
Foto: Julie Schou Nielsen, TV SYD

Christian Lillebæk har gået i gymnasiet i Vejle og holder nu et sabbatår, hvor han ved siden af karrieren som Fifa-spiller arbejder på en fastfood-restaurant. Det er på en måde en drengedrøm, der går i opfyldelse mandag aften.

- Jeg har altid drømt om at spille rigtig fodbold på i Superligaen, og nu får jeg så lov til det på skærmen. Det er helt vildt, lyder det sidste kvæk fra ”Qack” før kampen.

Esbjerg fB’s første eSuperligakamp nogensinde gik i gang klokken 17:15. Du kan følge kampen på Canal 9 og Dplay.