Nu skal hun råbe op på børnenes vegne

Fra nytår skal Mette With Hagensen fra Varde tale børnenes sag som ny formand for Børnerådet. Rådet flyttede sidste år sit sekretariat fra København til Billund.

Efter nytår kommer der ny formand for Børnerådet. Den 51-årige Mette With Hagensen, Varde, der netop er stoppet som landsformand for Skole og Forældre efter seks år på posten, bliver ny formand for Børnerådet. Her afløser hun Per Larsen.

I de kommende tre år skal Mette With Hagensen stå i spidsen for rådets arbejde og give børnene en tydelig stemme i offentligheden. Børnerådet er et uafhængigt råd under Børne- og Socialministeriet, der rådgiver Folketinget, regeringen og myndigheder i spørgsmål på børneområdet. 

quote

Det handler om at få sat fokus på børns rettigheder. Jeg skal råbe op på børnenes vegne.

Mette With Hagensen, nyvalgt formand, Børnerådet

- Det handler om at få sat fokus på børns rettigheder. Jeg skal råbe op på børnenes vegne. Det skal fremover handle om børn og deres opvækstvilkår. De fleste børn trives jo heldigvis og har det godt - men den gruppe, der har det svært, skal jeg nu kæmpe for, siger Mette With Hagensen til TV SYD.

Den nye formand er valgt af Børne- og socialminister Mai Mercado, (K), som samtidig har udpeget nye medlemmer til Børnerådet. Her er der lagt vægt på at sammensætte et bredt råd med mange forskellige fagligheder inden for børneområdet.

Mette With Hagensen arbejder til daglig som Lektor på Rybners Gymnasium i Esbjerg. 

Børnerådet

  • Børnerådet blev etableret i 1994 og er et uafhængigt og tværfagligt råd, der som led i sin fortalervirksomhed skal informere og rådgive regering og Folketing om børns forhold i samfundet og arbejde for at sikre børns rettigheder.
  • Børnerådet består af seks medlemmer, som udpeges for en treårig periode på baggrund af indstillinger fra relevante organisationer. Formanden er udpeget af børne- og socialministeren.
  • Børnerådets sekretariat flyttede i 2017 fra København til Billund.