Nu skal man kunne gå i biografen på Billund Travbane

I løbet foråret etableres der med stor sandsynlighed en drive-in-bio midt på travbanen i Billund.

Billund Trav vil lave drive-in-biograf med storskærm og popcorn midt på væddeløbsbanen, og har derfor søgt Billund Kommune om tilladelse til at bruge området til formålet, når der ikke er gang i hestevæddeløb, det skriver Jydske Vestkysten.

quote

Vi håber, at sådan et tilbud appellerer til både lokale borgere, men da også til de mange turister, der er i området især om sommeren, og dermed vil kunne give os en ekstra indtægt.

Peter Fog, fmd., Billund Travbane

Kommunen skal behandle ansøgningen tirsdag, og formanden hos Billund Trav, Peter Fog, siger til TV SYD, at de regner med, at kommunen vil godkende ansøgningen om at bruge travbanen til drive-in-bio.

Meningen er, at der skal være drive in-biograf i sommerhalvåret.

- Vi håber, at sådan et tilbud appellerer til både lokale borgere, men da også til de mange turister, der er i området især om sommeren, og dermed vil kunne give os en ekstra indtægt, fortæller Peter Fog til TV SYD.

Det er et firma med erfaring i drive-in-biografer, som skal stå for det alt det praktiske med at drive biografen, der etableres på midterstykket på travbanen.

- På det græsareal inde i midten stilles der storskærme op, der kan sænkes og hejses, og lyden får folk, som sidder i deres biler enten via headsets eller deres mobiltelefoner, så der bliver slet ingen støj eller larm, når der vises film, siger Peter Fog.

Tirsdag afgøres det i Billund Byråd, om Billund Trav får tilladelse til at lave drive in-biograf på banen.