Nu skal Sæddingcenteret reddes

Lokale beboere i og omkring Sædding forsøger med næb og kløer at fastholde deres lokale center.

Butikkerne står mange steder tomme i Sæddingcenteret lidt ude for Esbjerg. Lokalbefolkningen har via en underskriftsindsamling forsøgt at redde centeret. I dag blev 2135 underskrifter af lokalrådet Sædding-Fovrfeld afleveret til ejerne af Sæddingcenteret.

-Sæddingcenteret er for os midtpunktet. Vi har vores kirke og vores apotek her og vi har al slags handel her og det vil vi gerne holde fast i, siger Ole Jacobsen, Lokalrådsformand i Sædding- Fovrfeld Lokalråd.

Coop, Esbjerg Kommune og E. Dam Jensen er ejere af centeret. Med de mange underskrifter har lokalrådet lagt op til, at den paragraf der blandt andet har været med til at hæmme Sæddingcenterets udvikling nu fjernes. Paragraffen betyder, at der ikke må være mere end en type af butik i centeret. Men det vil Coop nu se på.

- Coop har lagt op til en lempelse og vi er klar til at se på paragraffen. Vi er klar til at se på andre dagligvarerbutikker i centeret. Det har tidligere været en af bindingerne, at der ikke må være andre dagligvarebutikker i centeret, men det ser vi gerne en mulighed for at åbne op for nu.

Sandsynligvis ved at tilbyde en bredere vifte af muligheder og ikke nødvendigvis mere af, hvad der er nu, siger Flemming Poulsen, Facility Manager i COOP Danmark til TV SYD.