Nu skyder folkeskovene op efter landsindsamling

Tre nye folkeskove er på vej i Syd - og Sønderjylland efter landsindsamlingen "Danmark Planter Træer". Den første plantes fredag i Eltang ved Kolding.

Fra i morgen kan borgerne i Eltang tage på skovtur i en helt ny skov. Dog går der nok lige et par år, før der kan skabes skygge til picnickurven under træerne. Der skal nemlig plantes en helt ny folkeskov til glæde for borgerne og for klimaet i Eltang ved Kolding.

914.000 træer endte med at være resultatet af Danmarks Naturfredningsforening og TV 2’s indsamlingsshow "Danmark Planter Træer" i september i år. Både virksomheder og private kunne donere træer til gavn for klimaet. Den samlede mængde træer har man siden kunnet ansøge om at få del i og få plantet en såkaldt folkeskov.

Ifølge Growing Trees Network Foundation, som er den organisation, der står for rejsningen af folkeskovene, er der i alt 46 nye folkeskove på tegnebrættet i Danmark.

Eltang Skole og Børnehave har sammen med Eltang Borgerforening været med ind over processen, hvor Kolding Kommune har søgt om at få realiseret den nye folkeskov.

- Vi har sammen med borgerforeningen i Eltang kommet med forskellige indputs til ansøgningen om at få midlerne til den nye skov, siger skoleleder på Eltang Skole og Børnehave, Per Nielsen.

Den nye Eltang Skov, der kommer til at ligge ved det nye boligområde Elmedraget, bliver den første folkeskov i Syd- og Sønderjylland siden indsamlingsshowet. I morgen fredag kan alle møde op og være med til den offentlige fejring af den nye folkeskov.

Alle kan give et nap med

Fredag formiddag sætter børn fra Eltang Skole og Børnehave de første små træer i jorden, mens der om eftermiddagen er den offentlige fejring og plantning, hvor alle er velkomne.

Eltang Borgerforening har set meget frem til indvielsen af folkeskoven, og de vil være vært for lidt kaffe og kage i løbet af eftermiddagen.

- Vi har vidst, at denne dag ville komme, og det har vi glædet os meget til. Og vi vil som borgere selvfølgelig gerne bidrage og stille med så mange kræfter som muligt, så vi kan få startet plantningen af skoven, siger Jesper Hyldahl, der er formand for Eltang Borgerforening.

Formanden for Growing Trees Network Foundation, Lars Heiselberg Vang Jensen, byder velkommen klokken 15, hvorefter der er taler ved Birgitte Kragh, (V), der er formand for plan-, bolig- og miljøudvalget i Kolding Kommune, og Hans Holmer, (SF), der er medlem af samme udvalg. Derefter er der mulighed for alle at være med til at plante træer eller dekorere plantepinde, som skal støtte træerne i den nye folkeskov.  

Her kan du være med til at plante nye folkeskove i Syd- og Sønderjylland:

Kolding, Eltang Folkeskov

  • Fredag den 15. november kl. 15:00 - 17:00
  • Elmedraget, 6000 Kolding

Vejle, Gaurslund Kirke Folkeskov

  • Lørdag den 30. november kl. 10:00 - 12:00
  • Smedeager 107, 7080 Børkop

Tønder, Tønder Folkeskov (en del af Soldaterskoven)

  • Onsdag den 4. december 11:30 - 13:30
  • Flyhangaren i Soldaterskoven (indkørsel fra Ribe Landevej)