Nu slår politiet til mod ulovlig parkering ved Blue Water Arena

I foråret var Esbjerg Kommune og Syd- og Sønderjyllands Politi ude og advare mod at parkere ulovligt ved kampe i Blue Water Dokken, Granly Hockey Arena eller Blue Water Arena. Nu falder der snart p-afgifter til synderne.

Det er ulovligt at parkere på Gl. Vardevej og andre veje, hvor der er p-forbud, men der har været en lempelig tilgang til at håndhæve p-forbuddet under de store sportsbegivenheder.

Da tilskuere og gæster ikke har ændret adfærd i løbet af foråret, bliver der sat en stopper for denne praksis.

Parkeringskapaciteten er efter de seneste udvidelser så stor, at der ved langt de fleste arrangementer ikke vil være mangel på pladser i området.

Tradition og modvilje mod at gå lidt længere har været de primære grunde til den ulovlige parkering, men det skal stoppes nu, skriver Esbjerg Kommune i en presssemeddelelse.

Fra torsdag, hvor Esbjerg fB spiller mod FC København, vil der være øget opmærksomhed på parkeringen.

- Politiet og vi vil gerne komme bilisterne i møde og hjælpe dem med at få nye vaner, inden hammeren falder. Derfor starter vi med at give de ulovligt parkerede biler en advarsel via en flyer i forruden. Men i den nærmeste fremtid vil biler, som er ulovligt parkeret på Gl. Vardevej og andre veje i forbindelse med fodbold, håndbold, hockey eller andre arrangementer, få en hilsen med på vejen i form af en parkeringsafgift på 510 kroner, siger drift- og anlægschef, Morten Andersson fra Esbjerg Kommune.  

- Parkering er forbudt på en række veje i området omkring sportsanlægget af hensyn til sikkerheden for både bløde trafikanter og de mange bilister, som skal færdes rundt i og ind og ud af området. Og parkering på fortovene er selvfølgelig klart ulovligt. Det bør bilisterne kunne sige sig selv, siger lederen af lokalpolitiet i Esbjerg, Lars Bjerregaard.