To på én måned: Nu stopper endnu en sygehusdirektør

På bare en måned har to sygehusdirektører i Region Syddanmark valgt at opsige deres stillinger.

quote

Det er ikke et udtryk for, at der er noget galt i sygehusvæsenet. Begge opsigelser er begrundet i personlige forhold, men det er selvfølgelig ærgerligt, at så stærke kræfter forlader sygehusene.

Jane Kraglund, regionsdirektør, Region Syddanmark

Efter to år som topleder på Sydvestjysk Sygehus har Alan Kimper-Karl opsagt sin stilling. Hans opsigelse kommer i kølvandet på sygehusdirektør på Sygehus Lillebælt Dorthe Crügers opsigelse. De to stopper begge deres arbejde i november.

- Det er ikke et udtryk for, at der er noget galt i sygehusvæsenet. Begge opsigelser er begrundet i personlige forhold, men det er selvfølgelig ærgerligt, at så stærke kræfter forlader sygehusene, siger regionsdirektør i Region Syddanmark, Jane Kraglund, til TV SYD.

Partner i privathospital
Alan Kimper-Karl stopper som lægelig direktør på Sydvestjysk Sygehus for at være partner i Privathospitalet H. C. Andersen Klinikken i Odense. 

- Der er ikke tale om et fravalg, men om et tilvalg. Jeg har nu i otte år kørt på arbejde i Jylland. Med det nye job får jeg mulighed for at være lidt tættere på familien. Et ønske, jeg længe har haft. Samtidig giver det nye job mig mulighed for at få lægefaget i hænderne igen. Det har været utroligt spændende at være en del af ledelsen på Sydvestjysk Sygehus, og jeg vil gerne takke mine kolleger i direktionen og alle medarbejdere på sygehuset for et godt samarbejde, siger 44-årige Alan Kimper-Karl.

Dorthe Crüger vil videre
Dorthe Crüger har valgt at stoppe efter at have ledet Sygehus Lillebælt i otte år, da hun ønsker at komme videre. 

- Jeg synes, at jeg er lykkedes med det, jeg blev sat til. Jeg er en igangsætter og ikke en vedligeholder, så nu er det på tide at komme videre, sagde den snart forhenværende sygehusdirektør til TV SYD.

Farvel til stærke kræfter
Dorthe Crüger har været leder under tilblivelsen af det nye sygehus i Kolding, og Alan Kimper-Karl har været en af de helt store kræfter bag at få en del af lægeuddannelsen til Esbjerg.

Fakta om Sydvestjysk Sygehus:

  • Sydvestjysk Sygehus består af akutsygehuset i Esbjerg, specialsygehuset i Grindsted og veneklinikken på Brørup Sundhedscenter.
  • Sydvestjysk Sygehus har et samlet budget på cirka 1,9 mia. kr., og sygehuset beskæftiger cirka 2.700 medarbejdere omregnet til fuldtidsstillinger.