Efter dages tavshed om Venstres krise: Nu udtaler Stephanie Lose sig

Stephanie Lose forklarer, hvordan hun ser på krisen i Venstre, og hvorfor hun ikke ville stille op som næstformand.

Efter flere dages tavshed fra regionrådsformand Stephanie Lose udtaler hun sig nu for første gang til kamera.

Fredag begyndte de dramatiske hændelser i Venstre med et forretningsudvalgsmøde, og lørdag holdt partiet så hovedbestyrelsesmøde, som endte brat, da Lars Løkke Rasmussen og Kristian Jensen trak sig som formand og næstformand.

- Der er ingen tvivl om, at det har været en rigtig hård weekend for Venstre. Det har været en weekend, der har gjort ondt på rigtig mange. Jeg lægger ikke skjul på, at jeg mente og stadig mener, at det var en klog ide at gå efter en frisk start, siger Stephanie Lose (V) til TV SYD.

Stephanie Lose vil ikke skuffe nogen

Siden da har politiske kommentatorer og flere Venstreborgmestre peget på Stephanie Lose som ny næstformand, men hun afviser i dag at stille op til posten. 

- Jeg har rigtig meget at lave både i Region Syddanmark og i Danske Regioner, og jeg tror sådan set på, at man skal løse sine opgaver ordentligt, og jeg vil være rigtig ked af at skuffe nogen, hvis jeg ikke løste nye opgaver, jeg tog på mig, på en ordentlig måde, siger Stephanie Lose.

Hun afviser også at stille op til formandsposten, og hun bakker ligesom andre Venstrefolk op om Jakob Elleman-Jensen som formand for Venstre.

På nuværende tidspunkt har hun ikke i sinde at forlade sin formandspost i Region Syddanmark. 

- Jeg kigger ikke i krystalkugler, og jeg kan ikke spå om fremtiden. Jeg vil ikke lægge skjul på, at jeg er meget, meget glad for at være regionrådsformand. Jeg har ikke nogen planer om at forlade den post, siger Stephanie Lose.

Løkke og Lose har ikke et nært forhold

Tidligere på året fremlagde Lars Løkke Rasmussen et forslag til en sundhedsform, der ville betyde, at regionerne skulle nedlægges. Det var regionrådsformand Stephanie Lose stor modstander af.

- Jeg tror ikke, at man kan sige, at Lars Løkke og jeg nogensinde har haft et nært forhold. Det er helt naturligt. Vi så forskelligt på sundhedsreformen, og sådan er det, siger hun.

Stephanie Lose har endnu ikke et bud på, hvem hun ser som den nye næstformand i Venstre.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her, eller ændre din browsers indstillinger.