Patrick var narkoman: Nu vil han hjælpe andre i en ny social sportscafe

Foreningen Recovery Bulls i Esbjerg har succes med at få socialt udsatte ind i kammeratskabet i deres idrætsliv. I dag fredag åbner foreningen en social sportscafe.

- Hold da op, det ser da godt ud, siger Patrick Knudsen, da han kommer ind ad døren og går de fire trappetrin op fra cafeens lounge-område op til cafeens øvrige rum.

Han har været her før under ombygningen. Nu er "Danmarks første sociale sportscafe" næsten helt færdig til åbningen fredag eftermiddag.

quote

Jeg bliver mere bevidst om, hvor jeg kommer fra, og hvor jeg i hvert fald ikke skal hen igen. 

Patrick Knusen, ex-narkoman, Esbjerg

At hjælpe motiverer

Patrick Knudsen, 28 år, er en af de frivillige i cafeen. Og han glæder sig meget. 

- Det motiverer mig - i min udvikling - at jeg kan hjælpe andre. For jeg bliver mere bevidst om, hvor jeg kommer fra,  og hvor jeg i hvert fald ikke skal hen igen, siger han.

Blod, sved og tårer

Den unge mand har nemlig været narkoman og har forsøgt at bruge stofferne til at glemme sin dårlige barndom og ungdom. Men nu er han ude af det og kæmper for at få sig en ny og mere normal tilværelse.

- Det har helt bogstaveligt kostet blod, sved og tårer, siger han. 

Den 28-årige mand har været gennem en otte måneder lang behandling, der afgiftede ham, og to år i Esbjerg-foreningen Recovery Bulls kammeratskab og idrætsliv.

Stifteren af Recovery Bulls, Even Ramsland, foran den sociale sportscafe i Esbjerg Midtby.
Stifteren af Recovery Bulls, Even Ramsland, foran den sociale sportscafe i Esbjerg Midtby.
Foto: Finn Grahndin
quote

Man behøver bestemt ikke at være særligt sportsinteresseret for at komme her.

Even Ramsland, Den sociale sportscafe, Esbjerg 

Idræt - eller kaffe og snak 

Det er netop denne forening, der står bag cafeen. Recovery Bulls hjælper tidligere narkomaner og andre socialt udsatte gennem et fællesskab. Her bliver der spillet indendørs fodbold, dart, pool, badminton m.m.

- Men man behøver bestemt ikke at være særligt sportsinteresseret for at komme her. Hvis man hellere vil sidde og drikke en kop kaffe og snakke lidt, så er man lige så velkommen, siger stifteren af foreningen, Even Ramsland. 

Even Ramsland: - Vores målgruppe melder sig ikke ind i en traditionel idrætsforening.
Even Ramsland: - Vores målgruppe melder sig ikke ind i en traditionel idrætsforening.
Foto: Finn Grahndin

Uden et sted at være  

Han håber, at cafeen både vil blive brugt flittigt af de 240 medlemmer, der er i Recovery Bulls, men også af mange andre socialt udsatte.

- Vi kan se, at de medlemmer vi har, ikke bruger de sociale væresteder og cafeer, der findes i Esbjerg. Så vi håber, at det her nye tiltag vil tiltrække dem, der ikke kommer der.

Med ind i fællesskabet

Cafeen er en mulighed for, at få flere socialt udsatte ind i foreningens fællesskab.  

- Vi vil meget gerne gøre det nemmere for socialt udsatte at komme med i foreningen og de aktiviteter, vi har. For den her målgruppe melder sig ikke ind i en traditionel idrætsforening, siger Even Ramsland. 

"Et knus i et krus", siger Patrick Knudsen. Kaffe bliver en vigtig del af den nye cafe. 
"Et knus i et krus", siger Patrick Knudsen. Kaffe bliver en vigtig del af den nye cafe. 
Foto: Finn Grahndin

En fremtid

Patrick Knudsen glæder sig til at komme i gang. Men han har mere at glæde sig over. For på mandag begynder han i praktik som tømrer. 

- Jeg glæder mig helt vildt. En praktikplads for mig betyder starten på en fremtid. 

Recovery Bulls

  • Stiftet af Even Ramsland i 2015. 
  • Formål: At tilbyde sociale aktiviteter og motion for socialt udsatte.
  • Medlemmer: Cirka 240
  • Målgruppe: Hjemløse, stof– og alkoholmisbrugere (både nuværende og tidligere), mennesker med sindslidelse, mennesker i prostitution og mennesker ramt af fattigdom eller andre store og sammensatte sociale problemer.