TV der bevæger dig

Nul tilskuere så Sønderjyske vinde

Også gæsteafsnittet på Brøndby Stadion stod tomt, da Sønderjyske vandt 3-0.

Ingen tilskuere fik at se, da Sønderjyske vandt 3-0 over Brøndby - Tommy Bechmann, Lasse Vibe og Andreas Oggesen scorede hver et mål efter pausen.

Brøndby forpassede chancen for at slå et hul til nedrykningsstregen, da Simon Makienok og holdkammeraterne havde besøg af Sønderjyske i Superligaen.

Fortjent

De tre point luner til gengæld godt hos sønderjyderne, der nu har 30 point, mens Brøndby, AC Horsens og Silkeborg er i størst nedrykningsfare med 27 point hver.

Sejren til Sønderjyske var helt fortjent, for gæsterne styrede i lange perioder opgøret og skabte flere store chancer.

Især kanterne med Johan Absalonsen og Lasse Vibe virkede som rent dynamit, og de to Brøndby-backer Anders Randrup og Fredrik Holst havde det svært i løbeduellerne med de to hurtige fløje.

Brændte straffe

Sønderjyske havde allerede haft flere gode muligheder, da Randrup efter godt seks minutter alt for klodset fik fældet Lasse Vibe i straffesparksfeltet.

Heldigvis for Brøndby så afsluttede Nicolai Madsen svagt fra ellevemeterpletten, og målmand Michael Tørnes fik nemt reddet.

Tørnes blev i øvrigt skiftet ud i pausen på grund af en skade i slutningen af første halvleg, hvor han faldt uheldigt.

Få målchancer

Gæsterne tog føringen, da kampen blev fløjtet op efter pausen. Johan Absalonsen trak fri på venstrekanten og fik sendt bolden ind til Tommy Bechmann.

Hverken Dario Dumic eller Martin Albrechtsen fik dækket Bechmann op, og så kunne Sønderjyske-angriberen dreje rundt om sig selv og banke bolden i mål til 1-0.

Bechmann var tæt på at øge til 2-0 midtvejs i anden halvleg, da han vandt en nærkamp mod en svagtspillende Dumic i Brøndbys midterforsvar.

Alene med reservekeeper Michael Falkesgaard fik Tommy Bechmann tænkt sig lidt for godt om, og chancen løb ud i ingenting.

2-0-målet lod dog ikke vente på sig i særlig lang tid. Et kvarter før slutfløjt vandt Lasse Vibe en løbeduel mod Dario Dumic, og

Sønderjyske-kanten kunne elegant loppe bolden over Falkesgaard i Brøndby-målet.

På det tidspunkt havde Brøndby produceret ganske få målchancer. Simon Makienok havde fået afsluttet et par gange, men det var Quincy Antipas, der havde de største muligheder.

Den lille angriber kunne have givet værterne føringen i sidste minut af første halvleg, da Makienok fik sat panden på et frispark fra Dennis Rommedahl. Antipas opsnappede returbolden og fik skudt lige forbi mål.

I overtiden gjorde indskiftede Andreas Oggesen hjemmebanefiaskoen total for Brøndby, der han scorede til 3-0.

Med nederlaget kom Brøndby ned på jorden igen efter to sejre i træk.

Tryk på del og herefter "Føj til hjemmeskærm" for at oprette en genvej.

Åben browser menuen og vælg "Føj til startskærm" for at oprette en genvej.

Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden