Ny alarm-central til sygdom

Region Syddanmark har ansat 17 sygeplejersker og en paramediciner. De skal fra mandag bemande alarmcentralen i Odense, hvor alle opkald til 1-1-2 om sygdom skal behandles.

Tirsdag præsenterede regionen den nye sundhedsfaglige alarmcentral. Det ventes, at alarmcentralen årligt skal tage imod 60.000 opkald om sygdom og tilskadekomst.  Det bliver 112-sygeplejerskernes opgave at vurdere hvor alvorlig det konkrete 112-opkald er og hvor meget det haster og derefter sende den rette hjælp (ambulance, akutbil og/eller lægebil).

Mere tryghed

- Det giver mere tryghed, at det fremover er specialuddannede sygeplejersker, der tager 112-telefonerne, siger Thyge Nielsen (V), der er formand for regionens præhospitale udvalg.

- Med deres sundhedsfaglige viden kan 112-sygeplejerskerne levere livsvigtig hjælp i de første altafgørende minutter efter at ulykken er sket - indtil ambulancen er fremme.

Stilles om til Odense

Alle får de AMK-Vagtcentralen i Odense som arbejdsplads. Her kommer de til at arbejde tæt sammen med 17 tekniske Falck-disponenter, der står for den praktiske håndtering af ambulancer, akutbiler og lægebiler i hele Region Syddanmark.

Den nye vagtcentral åbner mandag kl. 8.

I TV SYDs region vil alle opkald til 1-1-2 fortsat dirigeres til politiets alarmcentraler i henholdsvis Esbjerg og Horsens. Men når det drejer sig om sygdom eller tilskadekomst - sendes opkaldet videre til Odense.