Ny ambulancedirektør udpeget

Region Syddanmark har onsdag udpeget en ny direktør for regionens ambulancetjeneste.

I kølvandet på ambulanceselskabet Bios’ konkurs onsdag, har Region Syddanmark nu udpeget en konstitueret direktør til at lede regionens ambulancetjeneste og sørge for at tjenesten kører videre.

Regionen har udpeget Mads Haugaard til stillingen. Han kommer fra en stilling som afdelingschef i regionen og har tidligere været konstitueret direktør for sundhedsområdet. Som noget af det første vil den nye direktør sikre at de ansatte får løn for deres arbejde.

- På den korte bane bliver min opgave at sikre, at driften fortsætter. Vi skal have styr på lønudbetalingerne, og vi skal have styr på overenskomsterne, siger Mads Haugaard til Ritzau.

Indtil videre er det kuratorerne for konkursboet Bios, som driver ambulancetjenesten videre på regionens regning.