TV der bevæger dig

Ny asfalt får biler til at køre længere på literen

To kilometer klimavenlig asfalt er netop lagt ud på motorvejen ved Taulov. Den nye asfalt kan spare bilisterne penge og skåne miljøet på samme tid. Foto: Hans Lausten, TV SYD

Ny klimavenlig asfalt er netop blevet lagt ud på motorvejen ved Taulov. Asfalten skal nedbringe CO2-udledningen fra trafikken.

Hvis du føler, din bil glider lidt lettere hen over asfalten i det nordgående spor på motorvejen ved Taulov i dag, så er det måske fordi, du kører på to kilometer ”forsøgs-asfalt”, som netop er blevet lagt ud på motorvejen.

Søndag aften gik vejarbejdere i gang med at lægge en ny og – ifølge Vejdirektoratet – banebrydende asfalt på en to kilometer lang strækning på E45 Østjyske Motorvej ved Taulov.

Asfalten er udviklet med henblik på at nedsætte bilernes såkaldte rullemodstand, og det skulle gøre forbruget af brændstof mindre, når man kører på den nye belægning.

Forsøget rummer betydelige miljømæssige perspektiver, fordi selv en beskeden formindskelse af CO2-udledningen fra vejtrafikken kan have meget stor indvirkning på klimaet.

Christian Axelsen, projektleder, Vejdirektoratet.        

Asfalteringen af strækningen ved Taulov er led i et forsøg med nyudviklet klimavenlig asfalt, som lægges ud på udvalgte strækninger over hele landet i løbet af 2018.

Sparer brændstof og CO2

Og der er – ifølge projektleder Christian Axelsen fra Vejdirektoratet – store perspektiver i asfalten, hvis det viser sig, at den er holdbar på lang sigt.

- Selv en beskeden formindskelse af CO2-udledningen fra vejtrafikken kan have meget stor indvirkning på klimaet. Det vil også være en gevinst for bilisterne, fordi det sparer brændstof at køre på den klimavenlige asfalt, siger Christian Axelsen.

Ifølge projektlederen forventer Vejdirektoratet, at borgere og virksomheder sparer op mod 40 millioner kroner på brændstof, hver gang der investeres en million kroner i den klimavenlige asfalt.

- Hvis vi kan nedsætte rullemodstanden med op til fire procent, kan dette svare til en besparelse på op mod 57 millioner liter brændstof i 2030, hvilket vil reducere op mod 143.000 ton CO2-udledning samt en reduktion på op mod 76 ton kvælstofdioxider, de såkaldte NOX’er, siger Christian Axelsen.

Den enkelte bilist skal dog ikke forvente at komme til at køre mærkbart længere på en liter brændstof.

- Det vil ikke være sådan, at man kan mærke det på den enkelte tur, men en besparelse på mellem en og fire procent kan godt mærkes over et helt år - og det er helt sikkert noget, der kan måles, når der kører 20.000 biler på en strækning, siger Christian Axelsen til TV SYD.

De eneste i verden

Den nye asfalt er resultatet af ti års forskning og udviklingsarbejde, som er foregået i et samarbejde mellem Vejdirektoratet, Danmarks Tekniske Universitet (DTU), Roskilde Universitet (RUC) og entreprenørvirksomheden NTC med støtte fra Innovationsfonden.

Arbejdet blev sat i gang med det formål at nedbringe det danske CO2-udslip og få de danske statsveje til at bidrage til Danmarks samlede reduktion af CO2.

Og resultaterne har vakt opsigt ude i verden. Det er nemlig ind til videre ikke lykkedes andre at udvikle en asfalt, der både sparer energi og reducerer støj, samtidig med at den er holdbar og bibeholder sin energieffektivitet.

- Vi bliver allerede nu kontaktet fra den store verden – blandt andet USA og Australien – for at fortælle om vores resultater, fortæller Christian Axelsen til TV SYD.

De foreløbige forsøg i laboratorier viser, at den nye asfalt er lige så holdbar som andre typer asfalt, der bruges på vejene i dag.

- Når vi alligevel tester den, er det fordi vi med sikkerhed skal vide, hvordan asfalten opfører sig over tid under ekstreme forhold i den virkelige verden. Hvad sker der for eksempel, hvis vi har flere – på hinanden følgende – ekstreme vintre, siger Christian Axelsen.

Ikke mere glat

Selvom det måske kan lyde som om, at asfalten er mere glat, når rullemodstanden er mindre, så er det ikke tilfældet.

Christian Axelsen, projektleder, Vejdirektoratet.  

Selvom rullemodstanden er mindre på den nye asfalt, så er asfalten ifølge Christian Axelsen lige så sikker som andre typer af asfalt.

- Vi lægger aldrig asfalt ud, som ikke lever op til sikkerhedsstandarderne, og selvom det måske kan lyde som om, at asfalten er mere glat, når rullemodstanden er mindre, så er det ikke tilfældet, siger Christian Axelsen til TV SYD.

Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden