Ny bevægelse: Vær mere kritiske overfor politikere

Borgerretsbevægelsen er navnet på den forening, som læge Stig Gerdes, Fredericia, på søndag vil stifte. Foreningen skal gøre borgerne mere kritiske overfor politikere og myndigheder.

Foruden Stig Gerdes står tidligere folketingsmedlem (og borgmester i Hørsholm), Uffe Thorndahl, og økologisk gartner Erik Lang bag initiativet.

Og navnet Uffe Thorndahl kan formentlig godt give nervøse trækninger for politikere og ansatte i Hedensted Kommune. Han har nemlig i årevis bidt sig fast i kommunens gøren og laden. Så meget, at Hedensted Kommune sidste år lavede en 163 siders liste over de sager, han har arbejdet med.

Stig Gerdes mener, der er behov for den nye bevægelse:

- De almene borgere har ikke de rettigheder, de burde have i et demokratisk samfund, siger han til DR Trekanten. Alt for mange bliver kørt over af etaterne indenfor jura, skat eller sundhedsvæsen.

Han mener ikke, at danskerne er kritiske nok:

- Vi vil meget gerne have folk til selv, at tage tingene op til vurdering, når de hører noget fra politikere, embedsfolk og så videre, siger Stig Gerdes videre til radioen.

Borgerretsbevægelsen har stiftende generalforsamling i Fredericia søndag kl. 13.