Ny bog: Lego-familie bliver landets rigeste

I løbet af få år vil familien bag Lego-dynastiet blive landets rigeste. Det viser nye oplysninger, som offentliggøres i bogen Overklasseliv.

Familien bag Lego-dynastiet ? der består af den tidligere direktør og søn af grundlæggeren, hans søster og deres seks børn ? har de seneste år tjent så mange penge, at familien inden for få år vil være Danmarks rigeste, skriver BT.

11,1 mio. kr. - om dagen

- Overskuddet i Lego er så stort, at der dagligt overføres 11,1 mio. til familiens pengetank Kirkbi, siger forfatteren, Søren Jakobsen, der skønner, at Mærsk ligger et stykke nede på listen over de rigeste familier i Danmark.

Bliver Danmarks rigeste

Søren Jakobsen er skrevet en række bøger om danske erhvervsfolk. I hans nye bog konkluderer han, at Lego-familien vil blive Danmarks rigeste i løbet af få år. Han bygger på, at Lego-koncernen på fem år har seksdoblet sit overskud til 4.2 mia. kr. før skat i 2010.

- Familien Kirk Kristiansen er på vej til at blive Danmarks rigeste familie. Virksomheden har været nede i en bølgedal, men den har været utrolig dygtig til at skærme sig imod de finansielle storme, som samfundet har været igennem. Lige nu er Lego en langt bedre forretning end Mærsk, siger Søren Jakobsen til BT.

Ikke det rigeste firma

Lego er ikke Danmarks rigeste firma. Her er Mærsk suverænt i top, selv om koncernen er i modvind efter finanskrisen.

Forskellen er, at over halvdelen af formuen i Mærsk overføres til A.P. Møller fonden. Dermed blvier familiens formue mere beskeden. Hos Billund-koncernen er det omvendt: Her går 75 pct. af overskuddet til familien selv.

- Mærsk-familien kontrollerer A.P. Møller fonden, men familien ejer den ikke ? og får derfor ikke udbytte af den. Pengene i A.P. Møller-fonden går kun til samfundsnyttige formål, og det gør Mærsk til Danmarks største velgørende organisation, mens Lego er lidt fedtede med velgørenhed, siger Søren Jakobsen, der tror på, at familien vil være mere rundhåndet i takt med de voksende formueindtægter.