Ny bog viser vej til sønderjyske naturperler

En fuglevenlig, privat fond fejrer sit 50-års jubilæum med fotobog om 21 danske naturperler - fire af dem ligger i Sønderjylland.

I anledning af Fugleværnsfondens 50-års jubilæum udgiver foreningen bogen ”For fugle, for folk, for fremtiden”. Den er ikke kun skrevet til ornitologer, men henvender sig til naturelskere af alle slags.

I bogen kan man blandt andet læse om, at Søren Ryges far var fuldstændig ligeglad med fugle. Alligevel har Søren Ryge selv været optaget af dem hele livet – og nu har han en voksen søn, der er blevet rigtig ornitolog. Altså den slags, der ”kører et eller andet sted hen for at se en ny fugl”, som det er beskrevet i bogen.

- Vi håber, at jubilæumsbogen vil inspirere mange til at gå en tur i vores reservater og selv komme tæt på den fantastiske natur, det er lykkedes Fugleværnsfonden at bevare, fortæller Fugleværnsfondens direktør Kristian Dammand i en pressemeddelelse.

De 21 fuglereservater i bogen ligger spredt over hele Danmark, blandt andet fire i Sønderjylland (ved Tønder, på Rømø og ved Aabenraa).

Søren Ryge Petersen indleder og afslutter bogen med fortællinger om sin barndoms og voksenlivs fugle. I resten af bogen tager naturjournalist Jan Skriver læserne med på en lystvandring i Fugleværnsfondens 21 reservater.

Danmarks dygtigste naturfotografer har leveret de mange fotos.