Ny citychef i Vejle

Den tidligere TV SYD vært og reporter Michael Pedersen skal nu være citychef i Vejle.

En velkendt herre blandt TV SYDs seere skal nu overtage citychef stillingen i Vejle efter den afgående Jan Lesemann. Han forlod kontoret i Søndergade for en måned siden, og nu er hans afløser fundet.

Den 37-årige journalistuddannede Michael Pedersen har udover sin tid hos TV SYD i Kolding også været selvstændig med et kommunikationsbureau, der producerede film, blandt andet for Vejle Boldklub. Det firma lukkes nu, hvor han pr. 1. maj helliger sig jobbet som citychef.

Michael Pedersen tropper ikke op på jobbet med programerklæringer til byens handlende, fortæller han i dag til Vejle Amts Folkeblad.

- Jeg skal ikke ind og revolutionere noget som helst. Jeg skal i første omgang ind og fornemme, hvor medlemmerne er, og i hvilken retning vi skal frem. Men jeg går ind til jobbet med gode forårsfornemmelser i maven, for Vejle har virkeligt meget at byde på som handelsby, siger Michael Pedersen.