Ny energiuddannelse åbner i Esbjerg

Med en ny uddannelse vil SDU i Esbjerg uddanne kvalificeret arbejdskraft til energisektoren.

Der er en ny uddannelse på listen hos Sydansk Universitet i Esbjerg, når ansøgningen til de videregående uddannelser åbner næste gang.

Erhvervsøkonomi, HA - Energi management hedder uddannelsen, og den skal give de studerende kompetencer til at lede og markedsføre virksomheder indenfor energiindustrien.  

Lars Ravn-Jonsen er studie- og uddannelsesleder ved Institut for Sociologi, Miljø- og Erhvervsøkonomi  på SDU. Ifølge ham er der brug for den viden, som uddannelsen giver.

-Danmark og resten af verden står over for forandringer i den måde, energi produceres, distribueres og anvendes. Samfundet og alle virksomheder må forholde sig til den nye komplekse energivirkelighed. Her er ikke kun brug for tekniske løsninger, men viden om økonomi, ledelse og strategi, siger Lars Ravn-Jonsen i pressemeddelelse.

I Esbjerg Kommune er der lige nu ansat 13.500 mennesker indenfor olie, gas og vind. Derfor glæder den nye uddannelse også viceborgmester Jesper Frost Rasmussen (V). 

-Jeg er rigtig glad for, at der nu tilbydes endnu en videregående uddannelse i Esbjerg. HA Energi management passer rigtig godt ind i Esbjergs vækststrategi som Danmarks EnergiMetropol, siger Jesper Frost Rasmussen i en pressemeddelelsen.

Der er ansøgningsfrist til uddannelsen d. 15. marts for studerende, der søger via kvote 2, og d. 5. juli er der ansøgningsfrist for studerende, som søger via kvote 1.