Ny Esbjerg-bet: Dong trækker stikket på Hejre-feltet

Dong Energy har besluttet at stoppe udviklingen af Hejre-feltet i Nordsøen. Det oplyser selskabet i en pressemeddelelse.

Efter mange problemer stopper Dong nu udviklingen af Hejre-feltet i Nordsøen. Dong Energy og Bayerngas ophæver nemlig byggekontrakten med leverandørerne af platformen på det store prestige-projekt, oplyser Dong i en pressemeddelelse. Projektet skulle skabe hundredevis af arbejdspladser i det syd- og sønderjyske.

- DONG Energy og Bayerngas har ikke længere tillid til, at leverandørkonsortiet formår at levere platformen og har konkluderet, at konsortiet væsentligt misligholder sine aftaleforhold, skriver Dong.

- Det betyder, at platformen ikke vil blive gjort færdig, og at Hejre-projektet i sin nuværende form vil blive lukket, lyder det videre.

Dong overtager eneansvaret for projektet, og det betyder, at Dong overtager eventuelle økonomiske tab og gevinster, der måtte være.

Du kan her se, hvordan det så ud, da Hejrefeltets fundament blev sat i søen i 2014.

292 kilometer ude i Nordsøen vest for Esbjerg er Hejrefeltet placeret, og store dele af feltet er på plads allerede. Produktions- og beboelsesplatformen, som skulle bygges i Sydkorea, er dog den del, som leverandørerne ikke leverer.

Det var meningen, at projektet, hvorfra olien skulle strømme i 2017, skulle skabe hundredevis af arbejdspladser i blandt andet Esbjerg og Fredericia. Nu er projektet udsat på ubestemt tid.

- Vi (Dong og Bayerngas, red.) vil nu træde et skridt tilbage for sammen at vurdere, hvad der fremadrettet er den bedste vej for Hejre-feltet, siger David B. Cook, koncerndirektør i Dong Energy.

Hejrefeltet blev søsat i 2012 og har været et prestigeprojekt for Dong, der har beskrevet det, som den største satsning i den danske del af Nordsøen i nyere tid.