Ny fængsling i skudsag

En 23-årig mand fra Esbjerg er blevet varetægtsfængslet i fire uger for skyderi.

Han er mistænkt for at have affyret flere skud med en riffel på en parkeringsplads på Stengårdsvej i Esbjerg 29. juni. En 19-årig er i forvejen fængslet i sagen.

Den 23-årige meldte sig selv til politiet onsdag eftermiddag.

Politiet ved stadig ikke præcist, hvad baggrunden for skyderiet er. Det formodes at være et internt opgør mellem den 23-årige mand og en anden person.