TV der bevæger dig

Ny finanslov på plads: Styrket grænsekontrol og bedre forhold for personale

Den midlertidige grænsekontrol blev indført den 4. januar 2016 og er siden forlænget flere gange. Foto: Jakob Schjødt-Pedersen

Regeringen har fredag aften indgået indgået en aftale med Dansk Folkeparti om finansloven for 2018. I finansloven er der fokus på styrket grænsekontrol, nummerpladekontrol og bedre faciliteter for personalet.

I den nye finanslov er et af hovedpunkterne en styrket grænsekontrol. Det betyder øget kontrol, nummerpladekontrol og bedre faciliteter for personalet, som varetager grænsekontrollen.

Regeringen har indgået aftalen med Dansk Folkeparti.

Ved grænseovergangene i Frøslev, Padborg, Kruså og Gedser etableres der kontrolbokse og ved kontrolområderne i Rødby Havn etableres der overdækning. Ved de ti andre grænseovergange skal grænsekontrollen udføres af uniformerede patruljebiler, som gennemfører stikprøvevise kontroller. 

Læs også Thulesen Dahl om grænsekontrol: Under al kritik

Ved 13 grænseovergangssteder ved den dansk-tyske grænse skal der fremover være fastmonterede automatiske nummerpladescannere.

- Vi sætter både penge af til mere udstyr og mere personale - også på de ikke så befærdede overgange, siger finansordfører René Christensen (DF) til Ritzau.

I november besøgte Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, grænselandet. Her kritiserede han de forhold, personalet arbejdede under.

- Det er jo ikke en måde at byde folk velkommen til Danmark på. Det er heller ikke en måde at give de her mennesker ordentlige arbejdsvilkår på, sagde Kristian Thulesen Dahl dengang til TV SYD.

Med finansloven er der sat penge af til at forbedre faciliteterne – blandt andet kontrolbokse.

- Der bliver sat penge af til, at der kommer langt, langt bedre forhold for personalet på grænsen. Der vil være bygninger, så man kan sidde inde og lave kontrol ud gennem en luge. Det er ordentlige forhold. Det er bygninger med varme på, så man kan føre en ordentlig kontrol, siger finansordfører René Christensen (DF) til Ritzau.

Finansloven afsætter en pulje på 10 millioner kroner til politiets grænseindsats, som er målrettet de grænseovergange, hvor der ikke er døgnbemanding.

Derudover afsættes en pulje på 10 millioner kroner årligt fra 2018 og frem til politiets kriminalitetsbekæmpende indsats i de grænsenære områder. Pengene kan eksempelvis bruges på mere patruljering eller udstyr.

Parterne afsætter også en reserve på 95 millioner kroner i 2018 til "merudgifter som følge af ekstraordinære indsatser i grænseområderne". Der afsættes også 90 millioner kroner årligt fra 2018 til en styrket indsats ved Danmarks ydre Schengen-grænser.

Den midlertidige grænsekontrol blev indført den 4. januar 2016 og er siden forlænget flere gange. 

Tryk på del og herefter "Føj til hjemmeskærm" for at oprette en genvej.

Åben browser menuen og vælg "Føj til startskærm" for at oprette en genvej.

Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden