Ny flyrute fra Billund til Europas travleste lufthavn

Fra maj 2016 kan du flyve med British Airways fra Billund til London Heathrow.

Snart vil også jyske rejsende også kunne gå ombord på et fly fra British Airways.

Billund Lufthavn har indgået en aftale med flyselskabet, og for passagerer kommer det til at betyde 11 ugentlige afgange fra Billund til London Heathrow.

- Vi er rigtig glade. Det har været et ønske, vi har haft i mange år, så det her er en rigtig god dag, siger Kjeld Zacho Jørgensen, administrerende direktør i Billund lufthavn, til TV SYD.

London Heathrow er den største lufthavn i Europa og den 3. største lufthavn i verden med sine 73 millioner passagerer årligt.

Billund Lufthavn har i foråret udarbejdet en undersøgelse, der viser at ruten mellem Vestdanmark og London er den ringest servicerede set i forhold til eksempelvis Göteborg og Bergen, og derfor er lufthavnen glade for, at British Airways nu udvider rutenetværket.

- Det her er noget, der skaber rigtig mange muligheder for vores passagerer. Både for at komme til London, men også for at komme videre ud i verden via det store rutenet, som British Airways har ud af Heathrow, siger Kjeld Zacho Jørgensen.