Ny formand for Vejle Havn: Vi kan blive siddende!

Peter Hummelmose, der er ny midlertidig formand for den stærkt kritiserede bestyrelse for Vejle Havn, afviser, at hele bestyrelsen bør gå af.

- Det mener jeg absolut den kan, ja!

Sådan svarede Peter Hummelmose (V) i 19,30-udsendelsen fredag på TV SYD på spørgsmålet om bestyrelsen kan blive siddende efter den hårde kritik i undersøgelsesrapporten om Vejle Havns pengeforbrug.

- Vi skal jo først være opmærksom på kritisable forhold, før vi kan reagere. Straks i juni, da vi blev bekendt med, at der kunne være problemer, satte vi en uvildig undersøgelse i gang, som nu er udmøntet i rapporten, siger Peter Hummelmose.

Rapporten rummer bl.a hård kritik af den meget omfattende rejseaktivitet, som både havnens ansatte og bestyrelsesmedlemmer  har taget del i.

- Vores studieture har haft faglig indhold og relevans. For en sikkerheds skyld har vi nu bedt skattevæsenet vurdere rejserne. Jeg tvivler meget på, at vi bestyrelsesmedlemmer kommer til at betale skat af turene, siger Peter Hummelmose til TV SYD.