Ny frontfigur i Legoland

39-årige Christian Woller er ny frontfigur for Legoland i Billund. Han afløser Henrik Höhrmann, der trækker sig efter ni år.

Christian Woller har arbejdet i forskellige funktioner i Legoland siden 2005 og har forud for det beskæftiget sig med turisme i Visit Denmark. Han er uddannet cand. merc. Han bor i Skanderborg med sin kone og to døtre på 7 og 4 år.

Senest har Christian Woller haft ansvaret for parkens butikker, herunder verdens største LEGO-butik, som udgør en stor del af parkens aktiviteter.

- . Jeg overtager styringen af en utrolig veldrevet park med meget engagerede og dygtige medarbejdere, så min opgave bliver at udvikle Legoland, mens vi holder fast i de mange kvaliteter, der gør parken til noget helt særligt, siger den nye direktør, Christian Woller.

For den afgående direktør Henrik Höhrmann er det vemodigt at forlade Legoland, men beslutningen har været hans egen.

2014 bliver det største investeringsår i parkens historie, og den nye direktør får nok at se til. Årets nyhed i er et interaktivt spøgelseshus fyldt med LEGO-modeller, og samtidig åbner Hotel Legoland en ny tematiseret værelsesfløj. Endelig har Legoland overtaget driften af Billund Camping og vandrerhjem, som er blevet renoveret og tematiseret som Legoland Holiday Village.

Legoland åbner den 5. april.