Ny ghettoliste: Disse syv syd-og sønderjyske områder er på listen

Syv boligområder i Syd- og Sønderjylland er på ghettolisten, der netop er udkommet. Ingen er kommet til eller faldet fra siden sidste år.

Det er hverken blevet bedre eller ringere, når det kommer til ghettoer i Syd- og Sønderjylland. Ligesom sidste år er der syv boligområder på regeringens ghettoliste, der netop er udkommet fredag. 

Disse syd- og sønderjyske boligområder er på ghettolisten 2017:

  • Nørager/Søstjernevej m.fl. i Sønderborg
  • Stengårdsvej i Esbjerg
  • Korskærparken i Fredericia
  • Sundparken i Horsens
  • Munkebo i Kolding
  • Skovvejen/Skovparken i Kolding
  • Finlandsparken i Vejle

I alt er 22 boligområder placeret på den noget ærgerlige liste i år. 

Siden den første ghettoliste kom i 2010 har fire områder i Syd- og Sønderjylland konstant været på ghettolisten, selvom kriterierne i 2007 blev ændret, og i år er altså ingen undtagelse.

Korskærparken i Fredericia, Stengårdsvej i Esbjerg, Sundparken i Horsens og Skovparken i Kolding er de fire ghettoområder, der altid har været på listen.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her, eller ændre din browsers indstillinger.

De fem kriterier for at komme på ghettolisten

  • Mere end 40 procent af beboerne mellem 18 og 64 år har ikke tilknytning til enten arbejdsmarkedet eller en uddannelse. Det udregnes som et gennemsnit over de seneste to år.
  • Mere end 50 procent af beboerne er indvandrere eller efterkommere fra ikkevestlige lande.
  • Mere end 2,7 procent af beboerne over 18 år er dømt for overtrædelse af straffeloven, våbenloven eller lov om euforiserende stoffer. Det udregnes som et gennemsnit af de seneste to år.
  • Mere end 50 procent af beboerne i alderen 30 til 59 år har højst en grunduddannelse. Personer med ikke oplyst uddannelsesniveau tælles med.
  • Boligområdets indkomst skal være væsentligt lavere end resten af regionens. Det måles ved at tage den gennemsnitlige bruttoindkomst for skattepligtige beboere i alderen 15 til 64 år, som ikke er under uddannelse. Den skal være mindre end 55 procent af gennemsnittet for samme gruppe i regionen.
Kilde: Transport-, Bygnings- og Boligministeriet.