Ny gratis bolig-portal på nettet

Den 20-årige jura-studerende Dennis Lauritzen fra Vejle har åbnet en service, hvor man ikke bliver snydt. Den er gratis for både dem, der søger en bolig, og dem, der allerede har en.

Jamen, er der nogen, der bliver snydt på de bolig-portaler, der er på Internettet? Ja, siger Dennis Lauritzen i en pressemeddelse. Det er der masser af eksempler på.

Åben fra i dag

Hans nye portal hedder getaroom.dk. Den er åben fra i dag. Dennis Lauritzen vil gøre op med den nuværende tendens på det danske boligmarked, hvor unge må betale dyre månedsabonnementer, når de jagter deres næste bolig. Getaroom.dk er gratis at benytte for både boligsøgende og udlejere.

- Idéen bag getaroom.dk er, at unge studerende som er på jagt efter bolig ikke længere skal betale for et abonnement og risikere at blive snydt. Vi har set utallige eksempler på boligportaler, der er rent fup, og det kan vi undgå i fremtiden, siger Dennis Lauritzen om sin nye boligportal, getaroom.dk.

Det koster ikke noget

Getaroom.dk er modsat de fleste andre danske boligportaler ikke baseret på betaling af unge boligsøgende, men alle udgifter skal derimod dækkes af indtægter fra udlejere og reklamer.

- Det er planen, at driften, vedligeholdelsen og udviklingen skal finansieres gennem ?fremhævede annoncer?, som udlejere kan købe, ligesom det også er planen, at getaroom.dk skal have få reklamer på siden, som er relevante for studerende, forklarer Dennis Lauritzen.