Ny hæder til campingplads på Broagerland

Gammelmark Strand Camping på Broagerland er blevet vurderet til at være den næstbedste plads blandt landets 309 tre-stjernede campingpladser.

Det er anden gang på kort tid, at pladsen på Broagerland får en fornem omtale. I februar blev pladsen udnævnt til den første skandinaviske EcoCamping.

- Jeg var godt klar over, at vi lå højt. Men jeg er glædelig overrasket over andenpladsen. Vi lægger rigtig mange timer i, at vores gæster synes, vores plads er et dejligt sted at være, så det er rart at Campingrådet anerkender vores indsats, siger ejeren, Ann Siegers.

Kvalitetsvurdering

Campingrådet har i fem sæsonen lavet kvalitetsvurdering af alle landets godkendte pladser. Men det er første gang, at karaktererne offentliggøres.

Gammelmark Strand Camping blev kun overgået af Klim Strand Camping blandt de tre-stjernede.

Vurderet kvalitet

Campingrådets konsulenter vurdere hvert år campingpladsernes kvalitet indenfor følgende 3 områder: Bygninger, arealer og faciliteter.

Indenfor de enkelte områder, er bl.a. kvaliteten af vedligeholdelsen, rengøringen, materialevalget og den håndværksmæssige udførelse blevet vurderet.

Det eksisterende stjerne-system tager kun hensyn til f.eks. antallet af toiletter og øvrige fasciliteter på pladsen.

Har investeret seks mio. kr.

Siden Jan og Ann Siegers overtog Gammelmark Strand Camping i 2001, har de lagt mange kræfter og kroner i forbedringer og fornyelser på pladsen. I 2007 indviede de således et nyt pool-område, en ny servicebygning og 5000 kvadratmeter rekreativt område. En investering til 6 millioner kroner.