I Brædstrup skal borgerne vente helt op til 16,5 minutter på en ambulance. Også i Hedensted har responstiden, som det hedder, været langt over gennemsnittet.
Det er en ny type kontrakt, der giver mere fleksibilitet og bedre udnyttelse af ambulancerne.
- Vi vidste godt, at det ville blive bedre efter den nye licitation, men jeg havde ikke turdet håbe på døgnbemanding i Brædstrup, siger regionsrådsmedlem Anders Kühnau (S) til Horsens Folkeblad.
Døgndækningen kan opnås ved, at tre ud af fire ambulanceberedskaber i Horsens vil være døgnbemandede. Det vil ifølge et notat fra Region Midtjylland betyde, at ambulancer fra Horsens og Skanderborg i højere grad vil kunne disponeres på forkant til områder med længere responstid.
Den nye dækning vil dog først træde i kraft til december 2014.