Ny lægeklinik er kommet på sygehus

Nu prøver Region Syddanmark at afskaffe lægemanglen i Esbjerg-området ved at oprette en almindelig lægeklinik - på Sydvestjysk Sygehus

Regionsrådsformand Stephanie Lose (V), samler en stor guldsaks op fra en rød pude.

- Tillykke til Esbjerg og tillykke til Sydvestjysk Sygehus.

Og med et enkelt klip ryger den røde snor til hver sin side, så politikere og ansatte på sygehuset og i regionen kan komme ind og inspicere den nye lægeklinik. Stedet har fået navnet "Praksisklinikken" efter lange diskussioner, afslører lægelig direktør på Sydvestjysk Sygehus i Esbjerg, Alan Kimper-Karl, i sin tale inden snoreklipningen.

 

Alan Kimper-Karl afslørede, at "barnets" navn hade været meget debatteret.
Alan Kimper-Karl afslørede, at "barnets" navn hade været meget debatteret.
Foto: Finn Grahndin

På dispensation

Praksisklinikken er blevet til på en dispensation fra Sundhedsministeriet. Normalt er det de alment praktiserende læger, der sørger for den slags - ikke regionerne, selv om de har forpligtelsen til at sørge for, at folk har adgang til en lægeklinik.

 

quote

Nu prøver vi at gøre det på en ny måde.

Lægelig direktør på Sydvestjysk Sygehus i Esbjerg, Alan Kimper-Karl.

Det har knebet i Esbjerg. Således har en lang række læger haft lukket for tilgangen af nye patienter. Det var endda så grelt, at det var helt lukket på et tidspunkt. Det har også været tale om, at lægerne var voldsomt presset af alt for mange patienter.  

- Vi har jo i mange år forsøgt at få etableret flere lægepraksisser i Esbjerg, og det er så ikke lykkedes, så nu prøver vi at gøre det på en ny måde, siger lægelig direktør på Sydvestjysk Sygehus i Esbjerg, Alan Kimper-Karl.

 

Mørke skyer

Men for tiden ser det faktisk meget bedre ud, end det har gjort længe. Der er 62 læger. Der burde være 68. Der mangler altså "kun" seks. Men mørke skyer trækker ind over situationen. For flere læger er ved at blive ældre og formodes at gå af snart. Således er der læger på 74 år, 71 år, 69 år, to på 67 år og en på 66 år.

Praksisklinikken åbner mandag for offentligheden. Det vil sige de patienter, der har tilmeldt sig. Det har foreløbig 80 gjort. Men antallet skulle gerne komme op på 3200. Det vil så kræve, at der bliver ansat en læge mere.

 

Almindelig - og så alligevel ikke 

Lige nu er læge Elsemarie Døssing alene sammen med konsultationssygeplejerske Ninna Pedersen.

- Men jeg håber meget, at jeg får en kollega, og vi bliver de ønskede to læger, to sygeplejerske og en sekretær, siger Elsemarie Døssing.  

De patienter, der ønsker at have praksisklinikken som lægeklinik, skal blot gå ned på borgerservice og gå ind på listen over praktiserende læger i byen - og minsandten dér står praksisklinikken imellem. Som enhver anden lægeklinik.

For det er umiddelbart en helt almindelig lægeklinik. Bare placeret et højst usædvanligt sted.

 

Læge Elsemarie Døssing håber at få en kollega, så de sammen kan tage sig af 3.200 patienter.
Læge Elsemarie Døssing håber at få en kollega, så de sammen kan tage sig af 3.200 patienter.
Foto: Finn Grahndin