Ny Legoland-direktør, grænsemur og statsbesøg: Fangede du de her fem lokale aprilsnarre?

Tro ikke på alt, hvad du læser. I hvert fald ikke dags dato hvor en række falske historier har fundet vej ud på nettet og i diverse aviser.

Særligt fem aprilsnarre har dog skilt sig ud set med syd- og sønderjyske briller. Vi har samlet dem her, og så må vi se, om du lod dig snyde:

1) Legoland i Billund, som i dag åbnede dørene til en ny sæson, skriver i en pressemeddelelse, at de ikke alene åbnede sæsonen med et nyt område i miniland. Nej, også direktøren er ny. Her er valget faldet på den populære tv-vært Bubber, der blandt andet vil etablere Legoland TV. Hvor langt de er med planerne, vides ikke.

2 ) Flensborg Avis skriver i dag, at Søren Espersen (DF) er blevet tilbudt jobbet som generalkonsul i Flensborg. Så kan spekulationerne på det punkt slutte.

3) I en pressemeddelelse fra Folketinget er der store nyheder fra Kongernes Jelling. Her kan de nemlig forvente statsbesøg senere på måneden, når den britiske premierminister Theresa May kommer til Danmark for at diskutere det såkaldte Brexit med Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl. Og DF-formanden har store overraskelser i ærmet, når Theresa May svinger forbi.

- Det mest fantastiske ved besøget i Jelling vil være, at jeg samtidig vil kunne afsløre, at Theresa Mays forfædre stammer fra Jelling. Og at meget tyder på, at vi endda er i familie, lyder det begejstret fra formanden i den noget usædvanlige pressemeddelelse.

Er Theresa May og Kristian Thulesen Dahl i familie? 1. april kan alt ske.
Er Theresa May og Kristian Thulesen Dahl i familie? 1. april kan alt ske.

4) En ny mur på den dansk/tyske grænse vil gavne beskæftigelsen og statskassen, mener De Samvirkende Købmænd, da danskerne på den måde ikke længere kan køre over grænsen og hente ”bajer og bom”. Og som bonus kan muren endda erstatte grænsekontrollen, skriver de i deres 1. april-pressemeddelelse.

- De tyske grænsehandelsbutikker skal betale for muren. Det kommer de til. Det er helt sikkert, siger adm. direktør John Wagner med klar reference til USA’s præsident Trump.

5) Vejle Amts Folkeblad skriver, at Vejle dropper sommertid. Kommunen mener at vide, at skiftet til sommertid ikke giver andet end bøvl, og derfor har kommunen droppet at pille ved urene næste år.

- Vi kan jo kalde det Vejxit. Et lille oprør mod en tåbelig ordning, siger Vejles borgmester, Jens Ejner Christensen (V) til avisen.