Kjeld siger farvel, Billund siger tak

Til april forlader Kjeld Kirk Kristiansen sin post i Legos bestyrelse. Og han har sat aftryk i sin by.

Der er en grund til, at der kun er to æresborgere i Billund, Godtfred Kirk Christiansen og Kjeld Kirk Kristiansen, for hvad ville Billund være uden Lego? 

Et hul i jorden er et godt bud. Og byen er da også taknemmelig.

- En epoke er slut, og nu tager en ny generation over. Men når jeg tænker på Lego, tænker jeg på Kjeld, fordi jeg kender ham, og fordi han har haft utrolig stor betydning for Lego, siger borgmester Ib Kristensen, Venstre.

- Hvis der ikke var et Lego, ville der heller ikke være et Billund, det er der ingen tvivl om, fortsætter borgmesteren.

- Han skal vel også have lov til at gå på pension

Fra byens største arbejdsplads til den mindste. Jan Rosengreen i Time Out Grillen har også sin mening om Lego-Kjeld.

- Han har da betydet enormt meget for Billund, skabt masser af arbejdspladser og den slags, siger pølsemanden.

- Jeg har selv meget glæde af det nye Lego House, og den handel, det skaffer mig, siger han.  

Pølsemanden har, som de fleste andre i Billund på et tidspunkt arbejdet for Lego. Nu er hans kontakt med den store arbejdsplads, de mange ansatte, der kommer i hans grill.   

- Jeg hørte det på Globus Guld her i formiddag, og så tænkte jeg, ja, han skal vel også have lov til at gå på pension, beretter Jan Rosengreen.

I Sportmaster anerkender ejer Flemming Nørbygård Kjeld Kirk Kristiansens indsats.

- Kjeld og Camilla er flinke til at handle her i butikken, og de er fuldstændig nede på jorden, det tror jeg, ligger i deres DNA, fortæller Flemming Nørbygård, der også er formand for Billund Handelsforening.