Ny mand i spidsen for Liberal Alliance

Liberal Alliances medlemmer har mandag aften valgt Steen Holm Iversen, der er byrådsmedlem i Varde, som spidskandidat i Sydjyllands Storkreds.

Det bliver Steen Holm Iversen og ikke Henrik Dahl, som bliver spidskandidat for Liberal Alliance ved det kommende folketingsvalg.

Partiets medlemmer valgte mandag aften Steen Holm Iversen, der er byrådsmedlem i Varde som spidskandidat i Sydjyllands Storkreds.

quote

Der venter en stor opgave foran os, og jeg glæder mig til at tage fat på den.

Steen Holm Iversen, Liberal Alliance, Varde

- Jeg er stolt og glad over og taknemmelig. men altså også ydmyg, siger Steen Holm Iversen. - Der venter en stor opgave foran os, og jeg glæder mig til at tage fat på den.

Steen Holm Iversen afløser kulturminister Mette Bock som spidskandidat for partiet i kredsen, og dermed slår han det nuværende folketingsmedlem sociologen Henrik Dahl af pinden som partiets spydspid i kredsen. Steen Holm Iversen vandt med stemmerne 64-56 over modkandidaten.

Kulturminister Mette Bock var spidskandidat i Sydjyllands Storkreds ved seneste folketingsvalg, men stiller ikke op til det kommende valg. Hun stiller i stedet op Europa-Parlamentsvalget, der afholdes den 26. maj næste år.

Folketingsvalget skal holdes senest den 17. juni 2019.