Ny net-avis åbner på tidligere porno-portal

En ny landdækkende net-avis åbner på mandag i Kolding. I denne uges arbejdes ihærdigt på at fjerne den porno-portal, som tidligere havde domæne-adressen, dagens.dk.

Bag den nye avis står bl.a. Holger Madsen, med en fortid hos Radio Syd og JydskeVestkysten, og Elo Christoffersen, som læsere på TV SYDs facebook-side kender fra mange fotos og små nyheder.

Hele landet

Sammen med endnu en journalist fra JydskeVestkysten, som tiltræder 1. november, vil de forsøge at dække hele landet med nyhedsdækning.

- Vi vil levere hurtige nyheder og dække nyheder bredt. Krimi-stoffet bliver vigtigt, men vi kommer til at dække nyhedsbilledet generelt med både politik og især regionale nyheder, understreger Holger Madsen overfor fagbladet Journalisten i dag.

Borgerjournalistik er død

Derimod skal den nye netavis ikke bygge på brugernes tips.

- Borgerjournalistikken er stendød, mener Holger Madsen, der har hentet en stor del af sine erfaringer med lokal- og regional journalistik. Først som regional web-koordinator for DR's P4-regioner. Siden som webchef hos JydskeVestkysten.

Da hans stilling som webchef blev nedlagt, arbejdede han i første omgang som redaktør af Esbjerg-udgaven af JydskeVestkysten. Det var alligevel de nye medier, der trak:

- Nettet er så utroligt spændende, og det er her, der er udviklingsmuligheder. Det har altid tiltalt mig, forklarer Holger Madsen.

Tidligere porno-portal

Første udfordring bliver at slå den nye netwavis' webadresse fast. Dagens.dk har i flere år været en porno-portal. Og tidligere på ugen kunne man finde meget saftige pornosyder ved en søgning på adressen dagens.dk.

- Vi har købt domæne-navnet, og vores it-leverandør har lovet, at porno-siderne er væk på mandag, siger Elo Christoffersen til TV SYD.

I dag- torsdag - kan man stadig se henvisningerne - men selve siderne med de meget saftige porno-indslag er væk