Ny ordning for befordring af patienter

Den 1. maj 2012 indgår Region Syddanmark i et nyt samarbejde med Sydtrafik og Fynbus om patientbefordringen, og samtidig indføres der et nyt booking- og telefonsystem.

Fremover vil Region Syddanmark samarbejde med de regionale trafikselskaber, Sydtrafik og Fynbus, om den siddende patientbefordring. De regionale trafikselskaber har gennemført udbud af kørselsopgaven til private vognmænd, som nu er klar til at køre patienter til og fra behandling.

Samtidig indføres et nyt bookingsystem på sygehusene og et fælles telefonnummer, så patienter nu får ét hovednummer, der kan anvendes, når der skal bestilles transport.

- Vi ser frem til at få gennemført den nye organisering af den siddende patientbefordring. Hovedformålet med omlægningen er at opnå mere konkurrence om patientkørslen og derved på længere sigt kunne realisere besparelser på et meget omkostningstungt område, siger Poul-Erik Svendsen, formand for Sundhedsudvalget i Region Syddanmark.

Kun et telefonnummer

Med det nye telefonnummer skal patienten fremover ringe til ét telefonnummer, som guider dem videre til det relevante kørselskontor/afdeling.

- Gennem det fælles telefonnummer kan borgerne også få besvaret spørgsmål om de generelle regler for regionens siddende patientbefordring og reglerne for befordringsgodtgørelse samt komme i kontakt med trafikselskaberne, som styrer kørslerne.

Patienter, der skal på sygehuset efter 1. maj 2012 og har brug for patienttransport, skal ringe på telefonnummer 7011 3111 for at bestille kørsel.